villy

En soldats død

Ekstra Bladet skriver i dag i sin  leder at man kan være imod krigene i Irak og Afghanistan, men man kan ikke være imod de danske soldater som er sendt ud som følge af en politisk beslutning. Og det er så sandt som det er sagt.

Men samtidig er disse dages tragiske beretninger fra Afghanistan-lejren, hvor en ung soldat forleden mistede livet, et klart eksempel på at smertegrænsen er nået. I samme Ekstra Blad kan man nemlig læse en dansk soldat kritisere alderen, modenheden og kompetencen hos flertallet af de udsendte soldater. Størrelsesforholdet mellem de erfarne, de mindre erfarne og de decideret uerfarne er simpelthen helt forkert.

Kritikken af uddannelsen, af materiellet - og ikke mindst af succeskriterierne og mulighederne for de danske soldater til overhovedet at udføre opgaver i både Irak og Afghanistan - får nu et ekstra vrid, fordi en erfaren udsendt soldat nu tager bladet fra munden.

For familie og venner og soldaterkammerater til den dræbte må skildringen af forløbet være ubærlig læsning. Et fuldstændig meningsløst drab, som der ikke er skygge af formildende eller heroiske træk ved. Kun tragedie.

I årevis har jeg nu kritiseret krigen i Irak og ikke mindst det manglende legitime og demokratiske grundlag krigen blev indledt på. Jeg har også kritiseret indsatsen i Afghanistan for simpelthen ikke at have været på omgangshøjde med opgaven og dermed sendt danske soldater i døden på et håbløst grundlag. Se bare her, hvad Ritzau forleden sammenfattede:

”Chefen for PET's afdeling for forebyggende sikkerhed, Anja Dalgaard-Nielsen, langer hårdt ud efter de danske styrkers indsats i Irak og Afghanistan.

Den danske militære indsats i Irak og Afghanistan har decideret fejlet, når det gælder genopbygning og sikkerhed, og der er ikke skabt de forbedringer for lokalbefolkningen, som er helt nødvendige for at sikre opbakning til en central regering (…) Da de danske styrker forlod Irak i efteråret, havde man ikke opnået det overordnede mål om at skabe demokrati og sikkerhed. I dag er det konkurrerende shia-muslimske militser, der sidder på magten i Basra og det sydlige Irak. Nogle af dem er endda særdeles ortodokse, og det lover ikke godt for de moderate kræfter, der ønsker et demokratisk Irak, siger Anja Dalgaard-Nielsen.
I en kommende bog analyserer Anja Dalgaard-Nielsen Danmarks indsats i Irak og Afghanistan baseret på blandt andet tre måneders ophold hos de danske styrker i de to lande, og ifølge Anja Dalgaard-Nielsen kan man ikke umiddelbart konstatere, at krigene har vundet mere sikkerhed for den vestlige verden, end der er sat over styr, når det gælder truslen fra international terrorisme.
Hun er dog ikke i tvivl om, at man har sendt et signal ved at gå ind i Afghanistan og lukke træningslejre.
- På den anden side har de to krige højst sandsynligt medvirket til, at unge mennesker blandt andet i den vestlige verden er blevet radikaliseret yderligere. Krigene har givet ammunition til de radikale ideologer. Så hvordan nettoresultatet ser ud – det kan man diskutere, siger hun.
Anja Dalgaard-Nielsen hæfter sig desuden ved, at styrkerne fokuserer så meget på at beskytte sig selv mod angreb, at det går kraftigt ud over ressourcerne til genopbygning og demokratiudvikling. Samtidig skifter genopbygningen fokus hvert halve år, når et nyt hold danske soldater sendes af sted.
Officerer fra forsvaret har tidligere efterlyst en overordnet plan for dansk genopbygningsarbejde i Irak og Afghanistan.”

Når jeg de seneste dage har taget et kraftigt opgør med ekstremisme - så hænger det altså også nøje sammen med min kritik af krigene i Irak og Afghanistan. Fordi de, som det fremgår ovenfor, medvirker til en radikalisering - også i vores eget samfund. Vi kan ikke adskille vores udenrigspolitik og engagementet i f.eks Irak og Afghanistan fra hvordan vi f.eks laver integration i Danmark.

Forleden døde en dansk soldat i Afghanistan altså en helt meningsløs død som følge af en kammerats brud på sikkerheden og umodne opførsel. Spørgsmålet er, om ikke også et flertal i det danske Folketing har set stort på sikkerheden og opført sig groft uforsvarligt da de indledte disse militære eventyr.

Villy-

935 løgne om Irak

Først en god nyhed: Den kritiske journalistisk lever! Så en gammel dårlig nyhed: De løj om Irak-krigen!

Det er jo helt fantastisk. langt ude og helt fantastisk. Se bare her: http://politiken.dk/udland/article461770.ece eller http://www.publicintegrity.org/WarCard/ og bliv klogere på, hvordan Bush-administrationen systematisk løj, vildledte, forfalskede og manipulerede fakta op til Irak-krigen.

Derfor har jeg i dag bedt vores statsminister svare på følgende:

1. Ministeren bedes redegøre for sit syn på artiklen ”False Pretenses” af Charles Lewis og Mark Reading-Smith, se artiklen her: http://www.publicintegrity.org/WarCard/
2. Ministeren bedes give en sammenlignende og punkt-for-punkt-vurdering af de 935 falske udsagn og begrundelser for Irak-krigen, som den amerikanske top-administration leverede op til og under Irak-krigen (omtalt i artiklen ”False Pretenses” af Charles Lewis og Mark Reading-Smith), sammenholdt med den danske regerings egne begrundelser, udsagn og offentligt tilkendegivne forklaringer på den danske deltagelse før og under krigen.
3. Ministeren bedes på baggrund af artiklen ”False Pretenses” af Charles Lewis og Mark Reading-Smith ( http://www.publicintegrity.org/WarCard/ ) give en vurdering af troværdigheden af den amerikanske regerings præsentation af bevæggrundene for Irak-krigen i fht. Danmark?
4. Hvilke overvejelser giver det Statsministeren anledning til, at den amerikanske regering har inddraget bl.a Danmark i en krig i Irak på grundlag af ikke mindre end 935 løgne og falske påstande og hvilke konsekvenser vil den danske regering drage af disse forhold?

Lur mig, om han ikke snor sig udenom igen, statsministeren. Vi får se.

Villy-

Afghanistan

Her til morgen var jeg i Go'Morgen Danmark med Venstres udenrigsordfører, Søren Pind. Vi skulle diskutere Afghanistan og det forhold, at flere og flere danske soldater ikke ønsker at deltage i de internationale missioner.

Søren Pinds argument var, at man ikke har formået at minde befolkningen nok om 11. september 2001 - og at vi (danskerne) derfor har glemt, at kampen i Afghanistan er en kamp mod terrorisme som kan ramme Vesten.

Men, men, men... USAs Defense Science Board (et udvalg nedsat af forsvarsministeren for ca. 3 år siden) konkluderede netop, at krigene i Afghanistan og Irak førte til en stigning i terrorisme og hvervning af nye medlemmer til grupper, og forenede ellers adskildte terrorgrupper.

Dertil kommer, at der ikke er skygge af tvivl om, at Afghanistankrigen var i gæring allerede før 9/11; flere måneder inden var Powell på en rejse i mellemøsten/Asien for at samle støtte til et angreb, og dagene efter 9/11 diskuterede Bush's stab om de skulle angribe Afghanistan eller Irak først.

Desuden er det velkendt, at terrorhandlingerne i USA, i London, i Madrid stort set alle har været planlagt og udført af ekstremister som er født eller opvokset og uddannet i Vesten.

Der er nu gået 7 år siden krigen i Afghanistan startede. Og om kort tid har krigen i Irak varet fem år. Vi taler altså om krige der har varet lige så længe eller længere end 2. verdenskrig. Er det ikke på tide at evaluere, hvad der virker og ikke virker? Om mål og midler er i overensstemmelse? Om intention og forventninger realiseres?

I aftes på DR2 så jeg et interview med Harald Bloom, som er en dybt konservativ amerikansk litterat og samfundsdebattør. Han talte om at USA har en forbryderisk regering og at krigene i Irak og Afghanistan er vanvittige. Og så påpegede han, ganske rigtigt, at Bush er parat til at kaste sig over Iran. Hvor længe skal Danmark være en del af dette cirkus?

Jeg ville foretrække en dansk statsminister med en selvstændig udenrigspolitik, fremfor en statsminister, som hopper på det hele, hver gang han får foretræde i Det Hvide Hus eller andre af præsidentens boliger. Binder Fogh os til en Iran-krig efter februars besøg i Texas? Jeg håber det ikke!

Villy-

S og R må ændre holdning til Afghanistan

Hold da fest, hvor går det hurtigt i de her dage…

Det tegner til at blive den mest spændende valgkamp så længe jeg kan huske. Og iv har en blok til højre i dansk politik, som i stigende grad er i totterne på hinanden.

I dag viste målinger fra TV2 og Megafon at danskerne i massivt omfang ønsker de danske tropper hjem fra Afghanistan.

Det gør SF også.

Den ny måling viser, at regeringen er i dyb uoverensstemmelse med befolkningen i spørgsmålet om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan. 52 % af danskerne ønske de danske tropper hjem og kun 39 % af danskerne ønsker at vi fortsætter engagementet.

SF er parate til, under de rigtige omstændigheder, at sende danske soldater på militære missioner - men de skal altså nytte. Afghanistan-deltagelsen er i stigende grad perspektivløs og det er kun et spørgsmål om tid før regeringen må sadle om, ligesom i Irak.

Derfor synes jeg også at S og R må revidere deres tilgang og ikke komme sjoskende efter regeringen i Afghanistan-spørgsmålet.

Det danske engagement i Afghanistan er på alle leder og kanter dybt problematisk. Så sent som i sidste uge måtte forsvarsministeren erkende at den civile og humanitære indsats er helt utilstrækkelig og i går blev der talt om krigsdeltagelse i Afghanistan frem til 2017.

På den ene side skal vi åbenbart blive ved med mere af det samme som ikke virker og uden udsigt til at gøre mere af dét som måske ville kunne virke dernede.

Og det er jo ikke sådan, at vi er bedre beskyttet mod terror, fordi vi er med i Irak og Afghanistan - tværtimod. Antallet af terrorhandlinger i verden er eksploderet efter krigene i Irak og Afghanistan.

Jeg synes det er på tide at Socialdemokraterne og Radikale besinder sig på kursen. Danskerne har i lighed med SF et massivt ønske om en helt anden form for dansk udenrigspolitik, når VKO bliver væltet den 13. og vi kan altså ikke have Afghanistan som billede på en ny kurs i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, når vi ønsker en linie baseret på demokratisering, miljøbistand, genopbygning, humanitær indsats og forebyggelse af klimaforandringer og så hele tiden få soldater hjem i kister.

Villy-

Når spot føjes til skade

Jeg var til en debat i går eftermiddags på Falkonergårdens Gymnasium. Sammen med Mogens Lykketoft (S) og forsvarsminister Søren Gade (V). Og så altså de vigtigste: De 2-300 unge studerende på skolen.

Det slog mig, hvor optaget salen var af Irak-spørgsmålet. Næsten alle spørgsmål kom til at handle om Irak. Og med god grund.

For nylig kom det "frem" at der i Irak er langt flere amerikanske lejesoldater og private arméer end der er amerikanske soldater. Man har simpelthen privatiseret krigen. Der er bare det ved det, at dette slet ikke er noget nyt. Selv skrev jeg om det allerede for længe siden i en kronik i Information.

Men se lige det her: Flere lejesoldater end amerikanske tropper i Irak Det er alligevel noget. Time har faktisk også skrevet om udlicitering af Irak-krigen allerede i marts 2007.

Det er fuldstændig retsløst, et juridisk vacuum. Ved debatten i går sagde forsvarsministeren blot, at USA er et retssamfund, som straffer dem der begår overgreb. Men i Irak er lejesoldaterne helt ude af kontrol.

Det forklarer måske hvorfor der nu er 1.200.000 døde civile irakere

Den krig er en skandale! og selv om forsvarsministeren, som jeg iøvrigt sætter megen pris på, anerkendte at sikkerhedssituationen langt fra er god, så var Søren Gade tydeligt presset, da han sagde at han havde oplevet at kunne gå frit rundt i Irak. For hvem husker ikke billederne af vores forsvarsminister, mens han ragede rundt på gulvet på basen i Irak, mens granaterne regnede ned over lejren?

Vi har brug for en ærlig erkendelse af katastrofens omfang, fra dem der satte krigen i værk.

Villy-