villy

En soldats død

Ekstra Bladet skriver i dag i sin  leder at man kan være imod krigene i Irak og Afghanistan, men man kan ikke være imod de danske soldater som er sendt ud som følge af en politisk beslutning. Og det er så sandt som det er sagt.

Men samtidig er disse dages tragiske beretninger fra Afghanistan-lejren, hvor en ung soldat forleden mistede livet, et klart eksempel på at smertegrænsen er nået. I samme Ekstra Blad kan man nemlig læse en dansk soldat kritisere alderen, modenheden og kompetencen hos flertallet af de udsendte soldater. Størrelsesforholdet mellem de erfarne, de mindre erfarne og de decideret uerfarne er simpelthen helt forkert.

Kritikken af uddannelsen, af materiellet - og ikke mindst af succeskriterierne og mulighederne for de danske soldater til overhovedet at udføre opgaver i både Irak og Afghanistan - får nu et ekstra vrid, fordi en erfaren udsendt soldat nu tager bladet fra munden.

For familie og venner og soldaterkammerater til den dræbte må skildringen af forløbet være ubærlig læsning. Et fuldstændig meningsløst drab, som der ikke er skygge af formildende eller heroiske træk ved. Kun tragedie.

I årevis har jeg nu kritiseret krigen i Irak og ikke mindst det manglende legitime og demokratiske grundlag krigen blev indledt på. Jeg har også kritiseret indsatsen i Afghanistan for simpelthen ikke at have været på omgangshøjde med opgaven og dermed sendt danske soldater i døden på et håbløst grundlag. Se bare her, hvad Ritzau forleden sammenfattede:

”Chefen for PET's afdeling for forebyggende sikkerhed, Anja Dalgaard-Nielsen, langer hårdt ud efter de danske styrkers indsats i Irak og Afghanistan.

Den danske militære indsats i Irak og Afghanistan har decideret fejlet, når det gælder genopbygning og sikkerhed, og der er ikke skabt de forbedringer for lokalbefolkningen, som er helt nødvendige for at sikre opbakning til en central regering (…) Da de danske styrker forlod Irak i efteråret, havde man ikke opnået det overordnede mål om at skabe demokrati og sikkerhed. I dag er det konkurrerende shia-muslimske militser, der sidder på magten i Basra og det sydlige Irak. Nogle af dem er endda særdeles ortodokse, og det lover ikke godt for de moderate kræfter, der ønsker et demokratisk Irak, siger Anja Dalgaard-Nielsen.
I en kommende bog analyserer Anja Dalgaard-Nielsen Danmarks indsats i Irak og Afghanistan baseret på blandt andet tre måneders ophold hos de danske styrker i de to lande, og ifølge Anja Dalgaard-Nielsen kan man ikke umiddelbart konstatere, at krigene har vundet mere sikkerhed for den vestlige verden, end der er sat over styr, når det gælder truslen fra international terrorisme.
Hun er dog ikke i tvivl om, at man har sendt et signal ved at gå ind i Afghanistan og lukke træningslejre.
- På den anden side har de to krige højst sandsynligt medvirket til, at unge mennesker blandt andet i den vestlige verden er blevet radikaliseret yderligere. Krigene har givet ammunition til de radikale ideologer. Så hvordan nettoresultatet ser ud – det kan man diskutere, siger hun.
Anja Dalgaard-Nielsen hæfter sig desuden ved, at styrkerne fokuserer så meget på at beskytte sig selv mod angreb, at det går kraftigt ud over ressourcerne til genopbygning og demokratiudvikling. Samtidig skifter genopbygningen fokus hvert halve år, når et nyt hold danske soldater sendes af sted.
Officerer fra forsvaret har tidligere efterlyst en overordnet plan for dansk genopbygningsarbejde i Irak og Afghanistan.”

Når jeg de seneste dage har taget et kraftigt opgør med ekstremisme - så hænger det altså også nøje sammen med min kritik af krigene i Irak og Afghanistan. Fordi de, som det fremgår ovenfor, medvirker til en radikalisering - også i vores eget samfund. Vi kan ikke adskille vores udenrigspolitik og engagementet i f.eks Irak og Afghanistan fra hvordan vi f.eks laver integration i Danmark.

Forleden døde en dansk soldat i Afghanistan altså en helt meningsløs død som følge af en kammerats brud på sikkerheden og umodne opførsel. Spørgsmålet er, om ikke også et flertal i det danske Folketing har set stort på sikkerheden og opført sig groft uforsvarligt da de indledte disse militære eventyr.

Villy-

Hizb-ut-Tahrir IV

Jeg har som bekendt fået en del reaktioner på retorikken i mit blog-indlæg fra i tirsdags. Både for og imod.

Men er der kommet noget godt ud af det, så synes jeg der er, at store dele af de muslimske samfund nu begynder at røre på sig: http://www.berlingske.dk/article/20080221/danmark/802210310/ 

Der begynder altså nu – i flere muslimske miljøer – at tegne sig viljen til at tydeliggøre den helt afgørende skillelinje som jeg har efterlyst – nemlig om man er på den demokratiske banehalvdel eller ej.

Således er der i stigende grad et opgør med det udemokratiske Hizb-ut-Tahrir. Men mindst lige så vigtigt – en øget distancering fra den manglende klarhed hos Islamisk Trossamfund. Det sidste er vigtigt, fordi Islamisk Trossamfund i den danske offentlighed har fremstået som talerør for hele det muslimske mindretal, men reelt kun repræsenterer 30-40.000 herboende muslimer, hvorimod de resterende 150.000 i større eller mindre grad er blevet taget til indtægt.

Dette er vi nu – for første gang – på vej væk fra. Dermed er vi ved at opnå noget andet, nemlig at det religiøse også kan få en anden og langt mere afbalanceret rolle i forhold til det at være muslimsk borger i Danmark, end f.eks Islamisk Trossamfund har givet den brede offentlighed indtryk af.

Jeg glæder mig over at det massive flertal af muslimer så småt får demokratisk mæle i den danske debat. Se bare her: http://www.berlingske.dk/article/20080221/danmark/702210063/

Som allerede nævnt har der været meget fokus på min retorik i mit oprindelige blog-indlæg. Jeg er både blevet rost og fået en del kritik. Den diskussion er fair nok. Men jeg synes ikke vi er tjent med en diskussion om retorikken alene. Vi har ikke brug for en "debat-om-debatten", hvis den overskygger indholdet.

For mig at se er det helt afgørende at der nu er mere grøde i spørgsmålet end set længe:

Vi er nu for alvor der, hvor skillelinjen mellem mennesker der vil demokrati, frihedsrettigheder og et fredeligt liv i Danmark må tage afstand og distancerer sig fra dem der vil et religiøst diktatur uden frihedsrettigheder for individet.

Og i tilgift har vi fået en øget opmærksomhed på, at det stærkt religiøse ikke skal have lov til at definere flertallet af danske muslimers forhold til hverken deres tro eller til deres forhold til det danske samfund eller dansk politik.

Det er to væsentlige gevinster i denne uges debat. Det lysner.

Villy-

Hizb-ut-Tahrir III

I årevis har SF kæmpet for bedre integration. I årevis har vi imødegået den tone, der har været i debatten som har hetzet danskere med anden etnisk baggrund. I årevis har vi arbejdet for en bedre socialpolitik. Der kan ikke være nogen i det her land der er i tvivl om, hvor SF står når det kommer til humanisme, til anstændighed og til ønsket om succesfuld integration.

Men nu er de gode viljer som bekendt ikke nok.

Der er yderligtgående kræfter i Danmark – som f.eks Hizb-ut-Tahrir – som er uden for terapeutisk rækkevidde. De har truffet et bevidst valg – imod demokrati. Imod kvindens ligestilling. Imod moderne frihedsrettigheder.

Og for et forældet, menneskefjendsk verdenssyn.

Min bekymring – (en bekymring som jeg tror jeg deler med tusindvis af danskere, både de pæredanske og rigtig mange med muslimsk baggrund) – er at disse kræfter skal få indflydelse på de unge rodløse med anden etnisk baggrund, som er droppet ud af deres uddannelser og hvor forældrene har sluppet grebet for længe siden.

Min bekymring er, at hvad der nok er forældre og unges ansvar, er blevet så uafviselige samfundsmæssigt problemer, at vi må have modet til at adressere dem.

Der er så mange indvandrere og andengenerationsdanskere som klarer sig fantastisk i det her samfund. Der er så mange, som har kæmpet en sej kamp, for at give deres børn en bedre chance end de selv havde mulighed for. Mennesker som har gjort alt det rigtige. Men alligevel ender med at blive behandlet som andenrangsborgere.

Min bekymring er, at tosser – som dem fra Hizb-ut-Tahrir – skal ødelægge det for alle dem der demokratisk og frisindet går åbent og ærligt ind i samfundet. Som deltager aktivt i foreningslivet og kæmper for en bedre hverdag for deres børn.

Og min dybe bekymring er, at f.eks Hizb-ut-Tahrir skal fiske i rørte vande blandt de desværre alt for mange marginaliserede og utilpassede unge med anden etnisk baggrund.

Jeg skrev i går her på bloggen – og jeg vil gerne gentage det: ”Der ER diskrimination i Danmark mod mennesker med anden etnisk baggrund! Der ER forskelsbehandling. Der ER uretfærdigheder, der rammer etniske minoriteter. Og der ER en generaliserende og nedladende debatform, som særligt rammer muslimer. Og der er starthjælpen, som diskriminerer økonomisk og socialt.

Er det så i orden? Nej – gu’ er det ej. Men det er et vilkår som vi må arbejde politisk og demokratisk på at ændre. Ligesom diskrimination af kvinder. Ligesom uretfærdigheder overfor folk, der kommer i klemme i systemet. Ligesom vi skal ændre diskriminationen mod ældre.”

At man skal træde varsomt i diskussionen er jeg selv blevet gjort opmærksom på i løbet af dagen, fordi mit indlæg i går kunne læses som en appel til ALLE muslimer. Det var ikke meningen. For det behøver jeg selvsagt ikke – kun en appel til dem (forhåbentlig en rigtig lille gruppe), der føler sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir eller bare tror at svaret er at fortrække ind i et parallelsamfund eller være stærk i troen: For det løser ikke problemerne.

Jeg har en dyb, dyb bekymring over den retning vores samfund tager i de her år. En bekymring som de mange, mange mails og blog-indlæg er udtryk for. Fogh og Pia K. har haft magten i 7 år og vi har flere uroligheder i Danmark end jeg kan huske – Ungdomshuset, Christiania, den seneste uges brande osv.

Helt almindelige mennesker – uanset deres baggrund – bliver dermed ofre for nogle eskalerende problemer. Nogle gange skriver jeg om sociale problemer, nogle gange om klimaproblemer, eller om kommunernes økonomiske problemer. I disse dage adresserer jeg de problemer vi oplever med integrationen – og mangel på samme. Som jeg har forstået medierne har mange med anden etnisk baggrund også fået deres biler brændt af.

Der er altså i virkeligheden to diskussioner – en om demokrati og ytringsfrihed og min og SF’s afstandtagen fra Hizb-ut-Tahrir. Og så er der en debat om fejlslagen integration. De er begge vigtige.

Det er mig magtpåliggende at vi siger det helt klart: Der er ikke brug for antidemokrater i Danmark. Og modsat diktaturstater som Saudi Arabien og Iran, så synes jeg ikke vi skal holde på kræfter som Hizb-ut-Tahrir og andre, der ikke vil friheden. Vi vil gøre hvad vi kan for at deres meninger ikke får et ben til jorden.

Jeg skrev i går at kristne og muslimer skal kunne leve dør om dør. Og det skal de. Og dør om dør med ateister, agnostikere, hinduer osv. Vi skal kunne være her – både med og uden tro. Men vi er forpligtet på demokrati, frihedsrettigheder og ansvar. Det er det fælles vi kan bygge samfundet på. Der er nemlig den finte ved demokrati, at den giver plads til langt det meste – mens (det religiøse) diktatur ikke levner plads til ret meget.

Villy-

Hizb-ut-Tahrir II

Hizb-ut-Tahrir er en del af problemet for herboende muslimer – ikke en del af løsningen!

I SF har vi mange med anden etnisk baggrund, også mange der enten kommer fra overvejende muslimske lande – eller som er muslimer. Fælles for dem er, at de har dyb afsky for yderligtgående, ekstremistiske grupper som Hizb-ut-Tahrir. For de ved præcis hvor farlige og skadelige de er.

Jeg har været socialordfører for SF i 10 år i Folketinget og før det, var jeg formand for Socialudvalget i Kolding Kommune i en periode. Jeg har efterhånden set min del af den uretfærdighed, som er en del af det her samfund.

Næsten hver dag får jeg mails eller breve fra borgere, som er kommet i klemme i systemet. Efter et langt arbejdsliv rammes de af en ulykke. Og alligevel skal de slås med systemet i årevis, for at opnå en pension. Så danskere rammes også af uretfærdighed!

Vi ved alle sammen at der er kvinder der forbigås til et job, fordi arbejdsgiveren er bange for at de skal på barsel før eller siden. Og vi ved at kvinder har et stort lønefterslæb i forhold til mænd. Så kvinder diskrimineres også!

Vi har også set at f.eks banker fyrer deres ældre medarbejdere. Og at ældre har langt sværere ved at komme på arbejdsmarkedet igen, medmindre konjunkturerne virkelig er med dem. Altså: der er også diskrimination mod ældre!

Sådan kunne jeg blive ved.

Og så til pointen: Der ER diskrimination i Danmark mod mennesker med anden etnisk baggrund! Der ER forskelsbehandling. Der ER uretfærdigheder, der rammer etniske minoriteter. Og der ER en generaliserende og nedladende debatform, som særligt rammer muslimer. Og der er starthjælpen, som diskriminerer økonomisk og socialt.

Er det så i orden? Nej – gu’ er det ej. Men det er et vilkår som vi må arbejde politisk og demokratisk på at ændre. Ligesom diskrimination af kvinder. Ligesom uretfærdigheder overfor folk, der kommer i klemme i systemet. Ligesom vi skal ændre diskriminationen mod ældre.

Der er faktisk også danskere – ikke mindst unge piger – som oplever, at DE bliver udsat for diskrimination. Fra unge mænd med anden etnisk baggrund.

Men at der findes diskrimination og uretfærdighed er IKKE en åben ladeport for at brænde biler eller affaldscontainere af.

Og til alle med muslimsk baggrund i Danmark: Løsningen på jeres problemer – som jeg anerkender og forstår – går ikke gennem mere religion. Og slet ikke gennem religiøs fanatisme, som den vi finder hos Hizb-ut-Tahrir.

Derfor denne appel: Vi er først og fremmest mennesker. Vi rummer forskellige ting – og det gør os til individer. Tag bestik af, hvad I mener politisk. Organiser jer i fagbevægelsen – gå ind i politik. Deltag i lokale beboermøder om hvordan jeres kvarter kan blive godt for alle der bor der.

Del jer efter anskuelser. Vær med til at sikre at alle børn og unge kan færdes frit på f.eks Nørrebro eller i Gellerup, uden vold og diskrimination. Gå med i skolebestyrelser. Følg børnene til fodbold og læs lektier med dem. Kom til forældremøderne. Gå med på legepladsen – og lad være med altid at overlade ansvaret til de ældre søskende eller ældre kammerater.

Vi SKAL have det her til at lykkes. Vi SKAL have en integration, hvor vi kan være både kristne og muslimer dør om dør.

Men der er brug for utvetydig opbakning til demokratiet. Til frihedsrettighederne. Til kvindens ligestilling. Det gælder alle i dette land.

Villy-

PS.

Mens jeg skriver dette er der næsten 400 indlæg på min blog fra i går. Og jeg har fået ca. 500 e-mails. Jeg kan desværre ikke nå at svare jer individuelt. Men tak for de mange meldinger – positive som kritiske.

Villy-

Hizb-ut-Tahrir: I er gået forkert!

Hizb-ut-Tahrir er ikke alene galt afmarcheret – de er simpelthen gået forkert. Hvis de er så fladpandede at de virkelig ønsker Kalifatet og Sharia indført, så er de simpelthen kommet til det forkerte land. De har intet at gøre i Danmark og de vil ikke opnå det de stræber efter.

Jeg har med årene lært mig, at man skal vælge sine kampe med omhu. Så et råd til Hizb-ut-Tahrir er – ikke venskabeligt men ikke desto mindre dybfølt – at de med fordel kan søge andre græsgange.

Der er – hvilket i sig selv er tragisk – lande i verden som er meget tættere på disse tossers våde drøm. Så hvis ønsket er kalifat eller Sharia – så er potentialet meget, meget større i f.eks Iran eller i Saudi Arabien. Så herfra en klar opfordring: I må videre – og det kan kun gå for langsomt!

Med vanlig sans for timing har Hizb-ut-Tahrir igen slået til i forlængelse af Muhammed-krisen version 2.0. Med usvigelig sikkerhed opnår de at smide en sjat benzin på bålet og på samme tid tale direkte til danskere, som har fået nok af religiøs fundamentalisme og til et mindretal af muslimer, som tilsyneladende ikke kan få nok religiøs fanatisme.

Derfor er min melding til Hizb-ut-Tahrir og deres tilhængere – herunder åbenbart talsmanden for Islamisk Trossamfund, som gladelig har marcheret ved en demonstration arrangeret af Hizb-ut-Tahrir: Find andre græsgange. Jeres forehavende har intet perspektiv og ingen fremtid i Danmark.

Og til de helt almindelige danskere, som med rette er trætte af Hizb-ut-Tahrirs groteske synspunkter og vanvittige demonstrationer: Sådan er vi mange der har det. Jeg er også træt af dem! Lad os derfor sammen sende dem en klar besked: Jeres åndsformørkede idioti har ingen gang på jord, for i længden vil ingen leve i ufrihed, uvidenhed og i jeres patetiske ubehjælpsomhed.

Det siges undertiden at medlemmerne af Hizb-ut-Tahrir er dem blandt indvandrerne, der klarer sig bedst når det gælder uddannelse og job. Jeg ved det ikke – jeg er ikke sociolog. Men jeg kan konstatere, at de er rigtig dårligt kørende på alle andre områder. Og det er vel tragedien i det hele: At mennesker der er vokset op i frihed og har fået muligheder, som deres forældres hjemlande aldrig ville have kunnet give dem, alligevel ender som religiøse fantaster med et had, til det samfund de bor i.

Og til dem som føler sig tiltrukket af Hizb-ut-Tahrir, og som nok møder modstand i tilværelsen – nøjagtig som alle andre mennesker møder modstand i tilværelsen: Kom ud af offer-rollen. Kom ud af middelalderen. Hav modet til at betjene jer af jeres fornuft. Anerkend demokratiets historiske overlegenhed, anerkend kvinders myndighed og ligestilling, anerkend fornuft og viden som grundlag for at møde andre mennesker. Så skal det nok gå alt sammen.

Villy-