Villy på AAU-TV

Om denne blog

  • Her kan du læse mine holdninger til og overvejelser om - især - politik. Jeg skriver løbende - og vil prøve at fatte mig i korthed - om alt fra den danske velfærds omsorg for de ældre og vores børns skole til verdens klimaproblemer og fra spillet på Christiansborg til krigen i Irak. Jeg vil også bestræbe mig på at samle op med svar på de kommentarer jeg får på bloggen.

    Blog kodeks

Pressemeddelser fra Villy Søvndal

regler

« October 2007 | Main | December 2007 »

November 2007

November 29, 2007

Så kører vi igen...

Så kører det politiske hjul igen. Og efter hektiske dage med at få organsieret det SF som er blevet meget, meget større, vil jeg også tilbage på bloggen.

Ovenpå valget er brikkerne ved at falde på plads. I dag er der således åbningsdebat. Her er, hvad jeg har tænkt mig bl.a at tale om:

Det kunne kun vanskeligt gå henover hovedet på nogen, at statsministeren i sin tale forleden signalerede ”bredde” i den kommende valgperiode.

Vi har godt nok hørt det før og derfor er det blevet mødt med hånlatter ved flere lejligheder, men ikke denne gang.

Jeg tror faktisk statsministeren mener det. Denne gang. Det vil jeg så også gerne kvittere for. Mit budskab til statsministeren er derfor dette: SF vil gerne lave ordentlige og ambitiøse aftaler. SF vil gerne stemme for forbedringer og fremskridt. Statsministeren kan udvide sit ”brede, samarbejdende folkestyre” med SF’s 23 mandater – hvis de politiske sigtelinier er i orden.

Men det kræver 2 ting fra regeringen: For det første kræver det selvfølgelig at regeringen anerkender, at den også må foretage politiske justeringer og reelt orientere sig bredere. For det andet må regeringen fra og med i dag ophøre med at føre revolverpolitik, hvor Dansk Folkeparti forlods har veto-ret på alle væsentlige spørgsmål. Ellers har det jo ikke noget med samarbejde at gøre.

Jeg vil gerne rose statsministeren for hans opfordring til samarbejde. SF vil gerne skabe politiske resultater til gavn for danskerne og for vores klode. Det deltager vi gerne i.

Nu mener jeg ikke, at nogen skal dømmes alene på deres dårligste præstation – det gælder heller ikke statsministeren. Derfor ser jeg også talen forleden som en bagatel. Uforpligtende, gentagende, vag… Så blot dette:

Nu skal man jo passe på med tal, men jeg tror det er 29 kommissioner, råd og udvalg, der ifølge Ugebrevet A4, er forslag om. Det er altså alligevel en sjat. 29! Man mærker en statsminister, som er bange for at sætte selv den mindste fod forkert. Talen forleden sender således et meget stærkt signal om en presset statsminister, der forsøger at købe sig tid mellem hvert eneste skridt.

Men har statsministerens åbningstale forleden så givet Danmark svar på de store samfundsudfordringer? Jeg synes det ikke. Hvordan kan det være at Danmarks regering og de partier den støtter sig til, er de absolut MINDST ambitiøse, i den her sal?

Lad os tage kvalitetsreformen først: Hvor er svarene på den offentlige sektors helt store udfordringer: Dårlig løn, Mangel på tid, Mangel på arbejdskraft, Og et spindelvæv af bureaukrati og skemaer og regler, Folkesundheden, Uddannelserne…

Eller lad os tage klimaudfordringen: Et klimaministerium! Som om vores klimatrussel løses gennem et nyt navn på skiltet over fru Connie Hedegaard hoved. SF har selv foreslået et klimaministerium. Men vi har tænkt os at forsyne det med både slagkraft og ambitioner.

Sandheden er jo – desværre – at klimaministeren og hendes regering i ambitionsniveau står langt tilbage for samtlige oppositionspartier. Enhedslisten, Radikale, Socialdemokraterne og SF er på samtlige stræk langt mere ambitiøse.

I går advarede UNPD i hidtil uset skarpe vendinger mod klimatruslen. ”Hvis ikke det internationale samfund vågner op og får halveret udledningen af drivhusgasser inden for de næste ti år, så vil vi formentlig stå over for menneskelige og økonomiske ulykker og en økologisk katastrofe, som ikke står til at ændre.” Sådan hedder det i årsberetningen. Og det svarer fuldstændig til advarslerne fra FN’s klimapanel – senest for 2 uger siden.

Og så udnævner statsministeren en miljøminister, som ikke vil adfærdsregulere gennem grønne afgifter. Og en transportminister, som ikke mener at det er vigtigt at mindske CO2-udslippet fra transport-sektoren. Og i stedet skal vi spises af med symbolpolitik under overskriften ”verdens første klimaministerium”. Men der er brug for handling nu:

I form af energibesparelser, i form at investeringer i kollektiv trafik. Hvordan kan det være at regeringen bag verdens første klimaministerium på samtlige områder er langt mindre ambitiøse og langt mindre risikovillige, end den samlede opposition?

Hvordan kan det være at skattelettelser – som vi ved omsættes til forbrug og fritid – er denne regerings eneste virkelige slagnummer? Nu vil regeringen gerne en skattekommission – noget oppositionen blev hånet for gennem hele valgkampen. Og så pakker man det ind i et Orwell’sk nysprog, hvor skattestoppet både bevares, redefineres gennem en kommission, og derefter på forunderlig vis genopstår som skattestop igen. Det er jo noget vås. Og statsministeren ved det godt.

Hvis statsministeren vil have det brede samarbejde, så lad os begynde at kalde en skovl for en skovl. Lad os få oprigtigheden tilbage i dansk politik. Hvis vi skal skabe fælles fodslag om skattepolitikken, så vi kan komme ud af det dødvande vi er i, så lad os formulere nogle principper for en skattekommission: SF vil gerne en skattekommission med frihed til at arbejde. Og vi ønsker den skal leve op til følgende:

Den skal være socialt retfærdig og styrke ligheden i samfundet

Den skal sikre lavere skat på arbejde for lavindkomstgrupper

Den skal sikre rum til fremtidens velfærdsforbedringer

Den skal sikre at vi ambitiøst imødegår klimaforandringerne

Vil statsministeren være med på en sådan profil for en skattekommission? For så kan vi få et bredt samarbejde. SF’s 23 mandater vil gerne skabe resultater for Danmark og danskerne.

Så til kvalitetsreformen: Herregud, jeg synes ikke kvalitetsreformen er ambitiøs nok. Og jeg synes ikke den for alvor går i kødet på nogle af de store udfordringer vi står overfor. Men lad os da forsøges at mødes om dét vi kan. Hvis statsministeren vil det brede samarbejde, så må han åbne aftalen op så vi kan byde ind punkt for punkt.

SF’s udspil er meget klart. Man siger at størrelsen betyder noget – det gælder altså også størrelsen på folks løn. Vi kan ikke forvente at de ansatte i omsorgsjobbene vil fortsætte med at arbejde over evne. Når de ældre i dag holdes rimelig skadesløse, så skyldes det de ansattes enorme offervilje. Men buen er spændt for hårdt. De ansatte i omsorgsjobbene får for lidt ud af det. Punktum.

De løber for hurtigt. For de har ikke kolleger nok. Folk flygter fra branchen. Og flere og flere bliver syge og langtidssygemeldt. Det her er jo alvorligt: Vi står foran en eksplosion af mange flere ældre, langt flere over 80 år, hundredetusinder som forlader arbejdsmarkedet de kommende år.

Lad os få oprigtigheden tilbage i dansk politik, så vi kan kalde tingene ved deres rette navn: Der er jo ingen i dette rum der ønsker at afvikle ”den danske aftale-model”. Men det er at stikke folk blår i øjnene, hvis vi lader som om, at social- og sundhedshjælpernes eller pædagog-medhjælpernes løn, ikke er et resultat af politisk vilje.

Selvfølgelig er det dét. For der sidder politikere på den ene side af forhandlingsbordet hver evig eneste gang. Og det er os, herinde, der bestemmer hvor mange penge der kan forhandles om. Så det ER politik.

Så mit budskab til statsministeren er dette: Statsministeren har taget fejl gennem 6 år. På klimapolitikken, på velfærdspolitikken, på udenrigspolitikken. Nu vil statsministeren så gerne korrigere kursen. Det synes jeg er godt. Det gør det også nemmere for SF og den øvrige opposition at få en helt anden og langt mere ambitiøs kurs udstukket efter næste valg, når vi overtager. Men indtil da arbejder vi gerne med om reelle forbedringer.

Vi kan skabe reelle forbedringer for vores asylfamilier. For de socialt udsatte, for de psykisk syge, for pensionisterne – lad os prøve. Så vi indgår gerne i brede flertal, som skaber konkrete resultater for vores land og for vores klode. Min opfordring til statsministeren vil være: Spil med åbne kort. Fægt med åben pande. Lad være med kun at forhandle på skrømt, men benyt dig af en reel vilje til at gøre det bedste for dette land fra alle Folketingets partier.

Det bringer mig til det sidste: EU-spørgsmålene som presser sig på. Der skal ikke være nogen som helst tvivl: SF vil have en folkeafstemning om EU-traktaten. Det synes vi er mest fair overfor befolkningen, og jeg forstår simpelthen ikke at vi overhovedet skal diskutere noget så indlysende.

Og for så vidt angår forbeholdene: Jeg tror også at statsministeren må spille med mere åbne kort her. SF deltager ikke i en afskaffelse af ØMU-forbeholdet. For så vidt angår retsforbeholdet, så er vi er tilhængere af fælles regler for det civilretslige samarbejde og fælles regler for asyl- og flygtningeområdet.

For så vidt angår resten af retsforbeholdet vil vi gerne afvente den endelige traktat og de juridiske vurderinger, inden vi tager konkret stilling. Vi vil gerne at Danmark kan indgå i militære aktioner, og derfor er der grund til at se på forsvarsforbeholdet. Men vi kræver et FN-mandat, og her skæmmer sporene jo, når man erindrer statsministerens fatale fejltagelse omkring Irak-krigen.

Villy -

November 14, 2007

tak...

TAK!

Hundreder og atter hundreder SF’ere over hele landet har i ugevis knoklet for et markant styrket SF. Det er lykkedes.

Da jeg blev valgt til formand lovede jeg fornyelse, foryngelse og markant fremgang. Det er lykkedes med valget – men det er kun lykkedes fordi så mange fantastiske, energiske, kreative og inspirerende mennesker har arbejdet i døgndrift.

I aftes blev venstrefløjen genrejst. SF har ført en dybt professionel kampagne – og samtidig bevaret en sober tone og insisteret på politik og resultater.

SF er vokset de seneste år – bare siden valget blev udskrevet er vi blevet ca. 3000 flere SF’ere, og overalt i landet er der blevet ført professionelle og alligevel uhøjtidelige kampagner.

SF er 2007-valgets helt store vinder. Det lykkedes ikke at vælte VKO. Men ingen kan tage denne sejr fra os og SF står utvivlsomt med det stærkeste hold i oppositionen i dag. SF vil tegne oppositionen frem til næste valg – og bane vejen for et regeringsskifte. Ingen er bedre rustet til opgaven end vi.

Jeg vil gerne sige tak til alle kandidater, til SFU’erne, til hele kampagnesekretariatet og hele parti-organisationen, til vores eksterne samarbejdspartnere, til venner og frænder i organisationerne og bevægelserne omkring os og til de mange, mange, mange danskere som med deres stemme på SF tydeligt tilkendegav, at de ønsker et andet Danmark.

Nok er nok, siges det i denne tid. SF’s valg viser, hvem der virkelig ønsker forandring. Vi vil knokle for at leve op til jeres tillid og for fortsat at være de fremmeste i kampen for et mere lige og retfærdigt Danmark, et udenrigspolitisk ansvarligt Danmark og et Danmark som er førende i kampen mod klimaforandringerne.

Tak også for de tusinder af mails, blog-indlæg og telefonopkald med opmuntringer, gode råd og begejstring. Det i valgkampen har givet os nyt mod og lyst til at kæmpe videre.

1000 tak til jer alle.

Villy -

November 11, 2007

Anders og sundheden

Hele valgkampen har Anders Fogh Rasmussen løbet. Vi har næsten kun set statsministeren i træningstøjet. Eller uden slips fra dét som Venstre-folk selv betegner som "den hemmelige bus." Løber du fra ansvaret?

Men Anders, du er ansvarlig for, at vores sundhedsvæsen skranter. Kvinder, der er behandlet for brystkræft, får tilbagefald, fordi ventetiderne har været for lange. Syge, gamle mennesker ligger på gangene.

Det samme gør de psykisk syge. De ligger på madrasser på gulvet, som vi så det i Ekstra Bladet forleden.

Hvorfor? Fordi du har haft så travlt med at bruge løs af skatteborgernes penge til alt muligt andet, uden at vi får ret meget for det.

Du har brugt ca. 1 mia. på at gennemføre 1 måneds behandlingsgaranti. Og hvad vi som borgerne for pengene? En lidt hurtigere operation af et knæ eller en hofte, hvor de fleste patienter har haft ondt i deres led i 5 eller 10 år, før de synes det er så slemt at de vil opereres for det.

Så det går, som både du og jeg godt vidste i forvejen. Det bliver privathospitalerne, der får gyldne tider for den milliard skattekroner. Det er kun ikke noget, jeg siger i en valgkamp. Privathospitalerne siger også selv, at »I dag skal man være en meget dårlig forretningsmand for ikke at kunne drive et privathospital med overskud.« (formanden for Sammenslutningen af Privathospitaler og Privatklinikker i Danmark, Henrik Erichsen).

Og hvem får så gavn af det – udover aktionærerne. Det gør de læger, der følger med skatteborgernes penge ud på privathospitalerne. Jeg har hørt lægechefer fortælle, at når han prøvede at tilbyde læger på afdelingen 550 kr. i timen, så kunne de få 2.000 – i timen –på et privathospital. 2.000 kr. i timen! Det er, hvad du har brugt skatteborgenes penge til: pæne profitter til privathospitalerne og timelønninger på 2.000 kr. Det eneste, borgerne har fået, er at de kan blive opereret lidt tidligere for det knæ, de har gået i 2-3 år og overvejet at få opereret. En nedsættelse af ventetiden på operation til 1 md, der ikke har nogen som helst klinisk begrundelse.

Anders, du sørger for, at de bedste læger søger hen til de privathospitaler, der kan betale en årsløn på 1,5-2,0 mio. kr. plus alt det løse. Vi risikerer, at du er med til at støvsuge det offentlige hospitalsvæsen, universiteterne og de øvrige læreanstalter for de bedste læger, sygeplejersker m.fl. Og så ender vi med 1. og 2. klasses sygehuse. Privathospitalerne bliver 1. klasse, der lever af at operere og tage sig af alle dem, der køber sig en plads forrest i køen, ved hjælp af de sundhedsforsikringer, som du de senere år har brugt et milliardbeløb på via skattefradrag. Og de offentlige sygehuse bliver der, vi skal være glad for at vente på en polsk eller indisk læge.

Det vil jeg simpelthen ikke byde vælgerne. Derfor har jeg stemt nej til det her. I stedet foreslår jeg at bruge pengene til at behandle bl.a. kvinder med brystkræft hurtigere. Og jeg vil også give flere ressourcer til at undgå, at min gamle mor skal risikere at ligge på gangene, hvis hun kommer på sygehuset. Her har vælgerne virkelig et klart valg.

Villy-

November 08, 2007

Almene boliger

Det er mærkeligt, at AFR står på TV og praler med, at der i hans regeringstid er blevet bygget 10.000 almene boliger hvert år.

At det er usandt er en ting. Socialministeriets egne tal viser, at der blev bygget under 8.000 årligt og at under halvdelen af dem var familieboliger.
Det rigtigt mærkelige er, at regeringen har ansvaret for, at det almene boligbyggeri her i år nærmest er gået i stå. Statistikken viser indtil videre at der er givet under 1.000 tilladelser. Regeringen har sat et maksimum for hvad alment byggeri må koste, og nu forlyder det, at ingen kan bygge til den pris. Så går tingene jo i stå. For at gøre ondt værre kræver regeringen, at kommunerne lægger dobbelt så mange penge på bordet i forbindelse med alment byggeri som de har skullet bidrage med i 2001-2006. Det er naturligvis svært for kommuner, der i forvejen bliver presset så hårdt af Thor Pedersen, at de er tvunget til at skære ned på velfærden.
Jeg synes, at statsministeren burde forklare sig. Mener han det er godt eller dårligst, at regeringen har sat det almene byggeri næsten i stå her i år?
Villy-

November 07, 2007

Mine børns gymnasium...

I går var jeg på Munkensdam Gymnasium i Kolding, hvor to af mine egne børn går. En prop-stoppet kantine med flere hundrede engagerede gymnasielever. Der var politiske repræsentanter fra alle partier – og spørgelysten var stor.

Jeg oplever at der i særlig grad er en optagethed af 3 dagsordener: Retfærdighed – både i Danmark og internationalt. Forholdene for asylansøgere og indvandrere. Og endelig Irak-krigen. Der blev også diskuteret skat og uddannelsespolitik og meget andet, men de tre temaer gik igen på forskellig vis.

Især Irak-krigen kom op flere gange – også tæt knyttet til asylspørgsmålet, og en begavet elev spurgte VKO-repræsentanterne ”hvordan kan I overhovedet tale om at sende irakiske asylansøgere hjem, når I selv har ansvaret for det kaos der er i Irak?  Hvordan kan det være at jeg, som en ganske almindelig gymnasie-elev, skal skamme mig over at være dansker?”

Det spørgsmål udløste massivt bifald og der blev nikket ivrigt rundt om på stolene. Spørgsmålene rammer både noget politisk og noget moralsk, og burde være centrale i valgkampen.

Og så holdt de prøvevalg. Før debatten stod SF til 35 % af stemmern. Da vi tog derfra stod SF til godt 39 %. Det er dejligt.

I stedet lavet David Trads så en rigtig ”sviner” i Nyhedsavisen. Her går han redeligt vores finanslovsudspil igennem – lige til han så påtvinger os en Ligelønskommission (som vi gerne vil have) med en udgift på 32 mia. (som om nogen nogensinde har hørt om en kommission til 32 mia eller bare noget der ligner).

Den tidligere socialdemokrat Trads ynder at stille sig i Rasmus-modsat positioner – og i dag var det så SF der stod for tur, når Trads skulle finde sit ståsted. Enhver kan imidlertid forsikre sig om vores fuldt finansierede skattepolitik på vores hoved-web.

Villy-

November 02, 2007

Hvis valget sku' handle om politik

SF vil gøre klima-topmødet i 2009 til en kæmpesucces. Vi vil kæmpe for at sikre, at USA indgår i forpligtende samarbejde. Men det er også vigtigt at vi som arrangør sikrer at København og Danmark fremtræder som det foregangsland vi burde være. København skal være udstillingsvindue for alt hvad vi kan med vindmøller og miljø-teknologi. Og København skal være den reneste hovedstad i Skandinavien, med god, effektiv kollektiv trafik, hvor billetterne ikke koster mere end en 10’er

I de seneste år er Danmarks energi-forbrug steget. Vores CO2-udslip er vokset og vi er blandt de lande i verden, hvor der udledes mest CO2 pr. indbygger. Der er næsten ikke sat nye vindmøller op i Danmark. Derfor vil SF have en meget ambitiøs klimasatsning:

-         Vi skal have opført en hav-vindmøllepark hvert 2. år

-         Husk på: Bare 4 af de nye moderne vindmøller kan levere energi nok til en by på Hernings størrelse.

Klimaforandringerne er den største udfordring Danmark – og Verden står foran. Den største overhovedet. Det er alvorligt – men vi kan gøre noget. Det gode er, at det meste er menneskeskabt – og vi kan begynde at handle rigtigt nu!

Derfor foreslår SF at vi faktisk præmierer den kloge måde at handle på! Det skal kunne betale sig, at handel klima-rigtigt!

Det betyder at det skal kunne betale sig, at lade bilen stå og tage toget i stedet. En 10’er for busbilletten og i Metroen eller S-toget i de store byer. Og for dem, der HAR brug for en bil – og det er der mange der har – skal det være langt billigere at købe en bil, der kører langt på literen. Vi vil med andre ord sænke afgiften på energi-rigtige produkter.

Det gælder også køleskabet. Og el-pærer. Tænk engang: En almindelige pærer i lampen spilder 80 % af energien – vi får kun 20 % lys ud af energiforbruget. Det du’r slet ikke.

Det offentlige skal gå forrest: Offentlige bygninger og kontorer SKAL gå forrest og bruge el-sparepærer, og det offentlige skal i fremtiden bygge energi-rigtigt. For sandheden er, at klimaforandringerne rammer os alle. Vi har haft rigtig mange hjem, som har oplevet at kældrene stå under vand denne sommer. Ikke bare én men flere gange.

Regeringen har ikke taget forskernes advarsler alvorligt og vi har spildt 6 år. Jeg vil gerne rose regeringen for, at den ER begyndt at vågne op – men jeg savner ambitioner. Og jeg savner at man efter 6 års lederskab står til ansvar for sine fejltagelser.

Jeg synes vi skal stræbe efter, at det bliver billigere at være dansker, hvis man handler klima-rigtigt. Og dyrere, at lade lyset brænde.

Og så er der et sidste alvorligt problem. Jeg tror at rigtig mange danskere synes det er vigtigt, at vi er selvforsynende med energi i Danmark. Men formentlig er vi det ikke længere, når det gælder olie – om ganske få år. Det betyder at vi måske allerede om 5-10 år skal ud og købe olie på verdensmarkedet. Fra at olie har været noget vi tjente penge på, bliver det noget vi har udgifter på

Fra at vi har været selvforsynende – kommer vi i lommen på Saudi-Arabien, Iran eller Rusland, og deres skruen op eller ned for gas- og olieforsyningerne. Derfor SKAL Danmark sikre fremtiden med vedvarende energi. Vi SKAL have bygget hav-vindmølleparker i et hidtil uset omfang.

Villy-

Villy Søvndal

Podcast: Portræt af Villy Søvndal

Abonnér på alle SF weblogs på en gang

om rss feed

  • For at abonnere på nye indlæg i denne blog skal du højreklikke på linket "Subscribe to this blog's feed" og derefter vælge "kopier genvej".

    For at abonnere på nye indlæg fra alle SFs blogs højreklik på "Abonnér på alle SF weblogs som rss feed".

    Denne genvej skal kopieres over i din feed reader.

    Læs mere om rss på www.sf.dk