Når spot føjes til skade
Jeg var til en debat i går eftermiddags på Falkonergårdens Gymnasium. Sammen med Mogens Lykketoft (S) og forsvarsminister Søren Gade (V). Og så altså de vigtigste: De 2-300 unge studerende på skolen.
Det slog mig, hvor optaget salen var af Irak-spørgsmålet. Næsten alle spørgsmål kom til at handle om Irak. Og med god grund.
For nylig kom det "frem" at der i Irak er langt flere amerikanske lejesoldater og private arméer end der er amerikanske soldater. Man har simpelthen privatiseret krigen. Der er bare det ved det, at dette slet ikke er noget nyt. Selv skrev jeg om det allerede for længe siden i en kronik i Information.
Men se lige det her: Flere lejesoldater end amerikanske tropper i Irak Det er alligevel noget. Time har faktisk også skrevet om udlicitering af Irak-krigen allerede i marts 2007.
Det er fuldstændig retsløst, et juridisk vacuum. Ved debatten i går sagde forsvarsministeren blot, at USA er et retssamfund, som straffer dem der begår overgreb. Men i Irak er lejesoldaterne helt ude af kontrol.
Det forklarer måske hvorfor der nu er 1.200.000 døde civile irakere
Den krig er en skandale! og selv om forsvarsministeren, som jeg iøvrigt sætter megen pris på, anerkendte at sikkerhedssituationen langt fra er god, så var Søren Gade tydeligt presset, da han sagde at han havde oplevet at kunne gå frit rundt i Irak. For hvem husker ikke billederne af vores forsvarsminister, mens han ragede rundt på gulvet på basen i Irak, mens granaterne regnede ned over lejren?
Vi har brug for en ærlig erkendelse af katastrofens omfang, fra dem der satte krigen i værk.
Villy-