Debatten om den organisatoriske beretning afspejler et klart behov for mere aktivisme i SF. Det aktive, kreative engagement skal være i højsædet.
Jakob Nørhøj sagde i sit oplæg, at vi skal blive bedre til at tage imod de nye medlemmer i partiforeningerne. Jeg vil supplere med en lille kommentar: Som nyt medlem har jeg det forgangne år oplevet en stor varme og imødekommenhed overfor såvel dumme som mindre dumme spørgsmål - i både min partiforening og i Internationalt Udvalg. Kort sagt: Villighed til dialog. Fordommene om tørre partiforeningsmøder og en rigid organisationsstruktur er så rigeligt gjort til skamme.
Jeg har følt mig meget velkommen i partiet, men jeg er også klar over, at dette er afhængigt af de konkrete personer, jeg har mødt undervejs. I den forstand vil jeg give Jakob ret; det er nødvendigt at gribe knoglen og smile lidt ekstra, når de nye dukker usikre op på deres første møde i partiforeningen. Dette spørgsmål handler lige så meget om almindelig høflighed og imødekommenhed, som det handler om organisationsstruktur og rotationsregler.
Et eksempel er den nyligt lancerede indsamling mod Muren i de besatte områder i Palæstina og for øget dialog i Mellemøsten. Kun ved imødekommenhed, fleksibilitet og kreativitet - og ja, åben dialog - er dette initiativ blevet til noget. Og kun ved partiforeningernes uformelle engagement vil indsamlingen blive en succes.
Gør en konkret indsats og giv plads derude!
Vi er mange, der glæder sig til at gøre en konkret indsats.
Inge Duus Hjortlund, Bispebjerg (nyt medlem og og medlem af Internationalt Udvalg)
Comments