Danske værdier
Kampen for danske værdier kræver opgør med Dansk Folkeparti.
Dansk Folkeparti siger, at de kæmper for danske værdier, og det jo ikke videre overraskende. For mig er det til gengæld temmelig overraskende, at partiet blandt ”sine” seks danske kerneværdier finder plads til disse fem: ”solidaritet”, ”ligeværd”, ”frisind”, ”ytringsfrihed” og ”tolerance”. Overraskende, fordi Dansk Folkepartis egen udlændingepolitik og hele retorik om mennesker, der stammer fra andre lande, er i direkte modstrid med minimum de tre, nemlig: Frisind, ligeværd og tolerance. Og med partiets tilslutning til regeringens skattelettelse er det blevet endnu sværere at se DF som forkæmpere for solidaritet. Dertil kommer, at partiet nu efter landsmødet endnu en gang viser, hvad det mener med ”ytringsfrihed”: Partimedlemmet Merethe Egeberg Holm bliver nu af partiledelsen ekskluderet, fordi hun læste op af det, der i virkeligheden står mellem linierne i DF’ s program. - Nemlig at DF er fremmedfjendsk.
Konklusionen ligger lige for: Pia Kjærsgård skal bekæmpe Dansk Folkeparti, hvis hun for alvor vil kæmpe for danske værdier.