Aaarjj - har igen ikke skrevet længe - har været på ferie i Spanien med mine piger - dejligt at tage forskud på foråret, men her kommer en super-hurtig opdatering - før påskeferien!
Religion er ikke af det onde, men menneskers forvanskning og misbrug af religion kan meget ofte være af det onde. Som min specialevejleder fra teologi skriver i kronik i Kristeligt Dagblad i dag:" sex er sandsynligvis kommet for at blive. Det samme ser ud til at gælde for religion. Og ligesom der findes god og dårlig sex, findes der human og umennskelig religion". Han er en klog mand, ham Niels Henrik Gregersen. Kronikkens pointe er, at vi har brug for en kvalificeret religionskritik, og til dét kan jeg kun sige ja tak. Alt for mange røster gør sig skyldige i forenklinger, forsimplinger og afslører grundlæggende mangel på evnen til at skelne mellem religion som sådan og menneskers (mis-)brug af religion i forsøget på at tilegne sig magt.
Så har jeg i dag haft Bertel Haarder, som er landets undervisningsminister i samråd om lærerstress, som er et meget udbredt og alvorligt problem. Men han har ingen løsninger, og synes det er kommunernes ansvar. Det er det nok også - og bare kommunerne selv kunne bestemme noget mere - også økonomisk, kunne et forslag til færre stressfaktorer være en minister, som generelt blandende sig udenom driften af folkeskolen.
SF foreslår desuden mentorordninger til nyuddannede lærere og bedre praktik på læreruddannelsen.
Som et morsomt indslag kan det nævnes, at ministeren mener, at Danmarks Lærerforening har en større stab end regeringen i forhold til at kortlægge omfanget af stressramte lærere i folkeskolen. Men hvad med regeringens 52 spindoktorer - kunne de ikke bruges i denne sammenhæng?
Folketingets socialudvalg tager til Sverige efter sommerferien for at studere prostitutionspolitik. Håber det er udtryk for en vis skyldfølelse i forhold til, at der aldrig pågribes nogle af de sex-kunder i Danmark, som dagligt køber én af de 250 handlede kvinder, som opholder sig i landet, og som betjener op mod 15 kunder dagligt. Det er allerede forbudt at købe sig til sex med en handlet kvinder, men mig bekendt er der ikke rejst sigtelse mod én eneste kunde i Danmark indtil videre - håber det kommer, når politiet får tid....
Ja, det var en rodet omgang, men nu er I nogenlunde opdateret - jeg vender snart tilbage....!