Uddannelsesområdet er det vigtigste politikområde i Danmark, fordi uddannelse for alle er forudsætningen for velstand, velfærd, folkestyre og et godt liv for den enkelte.
Derfor er det også meget træls, at regeringen laver store reformer, som måske nok er nødvendige i nogle henseender, men fordi de ikke følges af midler til udvikilng osv. bliver resultatet uhyggeligt fattigt, og konspirationsteorierne kan begynde.
Er centraliseringsbølgen på uddannelsesområdet udtryk for første skridt til en absolut markedsgørelse? Er det med de tvungne administrative fællesskaber for de selvejende institutioner i virkeligheden et skridt i retning af udlicitering af administrationsopgaverne?
Er finanslovsloven for 2008 med tvungen opsparing og fjernelse af udviklingsmidler i virkeligheden første skridt til at begrænse antallet af offentligt ansatte. 1946 var den største årgang i Danmarkshistorien, så rigtig mange lærere og undervisere - og andre - fylder 62 år i år. Vil regeringen sikre sig at deres stillinger ikke genbesættes?
Når min ven Jesper fortæller fra pædagogseminariet i Aalborg, at der ikke engang er råd til minimumstimetallet i undervisningen, er det så første skridt i retning af at udsulte et offentligt uddannelsessystem for at etablere mulighed for et privat, som velbeslåede studerende kan vælge fremfor det fattige offentlige?
Venstres forekningsordfører sagde allerede sidste år, at vi bør have private universiteter i Danmark, er det første skridt væk fra tanken om fri og lige adgang til uddannelse? Den fri og lige adgang til sundhedsbehandling er jo en saga blot.
SF ønsker et uddannelses-Danmark uden brugerbetaling, uden økonomisk udhulning af uddannelserne. Vi ønsker stærke professionshøjskoler og erhvervsakademier, med udvikling og sprudlende undervisere og studerende, som oplever at de hver dag når nye landvindinger i fagligt stærke miljøer. Lærere, pædagoger, sygeplejesker, ergoterapeuter og socialrådgivere. Bygningskonstruktører, kleinsmede, merkonomer og landbrugsmaskinmekanikere skal sammen med frisører, dataloger, markedsøkonomer og kontorassistenter føle, at de uddanner sig på seje institutioner, som ikke konstant skraber bunden for at finde penge til det basale: undervisningen.
Og disse folk som uddanner sig skal komme fra alle samfundslag, med alle slags baggrund og de bedste forudsætninger fra en velfungerende folkeskole der uddanner til folkestyre og verdensborgerskab. I gode fysiske og psykiske rammer uden lasede bøger og mobning.
Konspirationsteorierne lever så længe regeringen reformerer og reformerer uden åbent at fortælle, hvorfor vi ikke skal investere i et godt offentligt uddannelsessystem.
Men kampen lever altså også - kampen for et andet Danmark, som har råd, mod, lyst og vilje til at satse massivt på det vigtigste af alt: uddannelse.