baastrup

Er du på facebook?

Se min profil, hvor jeg samler supportere som støtter mig til valget som SFs spidskandidat i København ved næste kommunalvalg.

Studenterbevægelsen er heldigvis stadig fuld af liv

I dag er det præcis 40 år siden det lykkedes for studenteroprørerne at bryde professorvældet ved Københavns Universitet. Det skete som kulminationen på en måneds aktioner, hvor man havde besat undervisningslokalerne, holdt masser af debatmøder og endelig afholdt en stor demonstration på Frue Plads. Da professorerne på psykologistudiet bøjede sig den 24. april 1968, lagde det grunden til et universitetsdemokrati som bestod indtil 2003, og som fik stor betydning for det danske uddannelsessystems udvikling.

Stor betydning for København fik det imidlertid efter min mening allerede dagen før, da den store studenterdemonstration blev afholdt. Her tog 5-6.000 studerende sagen i egen hånd og krævede bedre forhold, og selvom det i første omgang rettede sig snævert imod krav om medbestemmelse, gik der ikke lang tid, før elever og studerende demonstrerede for bedre boligforhold, mere i SU og meget andet.

I de mange år jeg har boet i København har jeg altid glædet mig over de aktive studerende, der utrætteligt arbejder for at sætte deres præg på byen. I min egen studietid deltog jeg aktivt i demokratiet på jura-studiet. Derfor er det en fornøjelse at se en elev- og studenterbevægelse der nu er fuldt ud lige så stærk og engageret, som dengang.

På 40-året for studenteroprøret synes jeg, at vi i København har grund til at glæde os over de mange tusind elever og studerende, som sender et klart signal om, at de vil være med til at tage beslutningerne om byens fremtid. Jeg synes det lover rigtig godt for Københavns fremtid.

Den nødvendige strejkes første uge

I går var det en uge siden, at landets sosu’er, sygeplejersker, pædagogmedhjælpere og andre af velfærdssamfundets kernetropper gik i strejke.

Strejken handler banalt set om noget så rimeligt, som et lønløft til nogle af samfundets allerdårligst lønnede. Og mere principielt om lige løn mellem kvinde- og mandefag og såmænd også om hele velfærdssamfundets overlevelse. For uden penge, ingen hænder – uden hænder, ingen velfærd.

Strejken har på mange måder været et paradoks. I nogle kommuner er nødberedskabet bedre end den daglige bemanding. Og andre steder kan nødberedskabet ikke opretholdes, selvom ingen fastansatte strejker, for under konflikten må kommunen ikke hyre vikarer.

Opbakningen til strejken er i top. Både blandt de strejkende faggrupper og i befolkningen. Det kan jeg godt forstå. Det er på tide omsorgsfagene får det løft, som så mange lovede dem under sidste valgkamp!

Her på Christiansborg arbejder SF at overbevise et flertal i Folketinget om at der er brug for en indsats for ligeløn.

VK’s skiftende ligestillingsministre har ikke bekymret sig om den manglende ligeløn mellem mænd og kvinder. Ministeren for ligestilling mener seriøst ,at kvinderne bare selv skal blive bedre til at forhandle løn. Men det er mildest talt en uambitiøs holdning at indtage som ligestillingsminister, når Danmark ligger nummer 39 på det internationale Ligelønsindeks.

Derfor har SF foreslået, at Folketinget skal nedsætte en ligelønskommission, der skal analysere de forskellige årsager til lønforskelle mellem kvinder og mænd, og allerede næste sommer komme med konkrete anbefalinger til, hvordan man bekæmper unfair lønforskelle på arbejdsmarkedet.

Allerede før konflikten startede, foreslog SF, at der blev afsat en pulje på 2. mia. kroner til at fremme ligeløn ved hjælp af ekstraordinære lønforbedringer. De 2 mia. kr. årligt skulle udmøntes gennem ekstraordinære forhandlinger mellem de overenskomstbærende parter på det offentlige arbejdsmarked.

Desværre var hverken S eller DF interesserede i at indfri deres valgløfter – blandt andet derfor kom konflikten alligevel, og nu er det op til arbejdsmarkedets parter at lægge arm.

SF vil ikke støtte et regeringsindgreb, som ikke løser problemerne ift. rekruttering og ligeløn.

Vi forstår de strejkendes krav og håber at der snart bliver gjort op med det traditionelle hierarki, som eksisterer mellem kvinder og mænd. Og at der snart sættes en stopper for at mandearbejde tillægges større værdi end kvindearbejde!

Brugerbetaling - der hvor det rykker

Konservative vil nu have brugerbetaling på lægebesøg. Så dem der er meget syge kommer til at betale, mens de raske slipper billige. Men hvis man virkelig skal lukke op for brugerbetaling. Skal vi så ikke gøre det, der hvor det kan have en adfærdsregulerende virkning? Nemlig ved at gøre op med bilernes gratis adgang til København. Når Konservative nu gerne vil have pengene op af borgernes lomme, så lad os gøre det et fornuftigt sted og indføre trængselsafgifter, for biler der kører ind i København, så vi kan få renere luft til byens børn.

Kunsten at prioritere

Det var med stor fornøjelse at jeg kunne konstatere, at Enhedslisten i København i går mandag brød med et af partiets hidtil mest fundamentale principper: At nægte at prioritere mellem offentlige udgifter.

Partiets leder i København, socialborgmester Mikkel Warming, foreslår nemlig – bakket op af os i SF – at Københavns Kommune dropper sit årlige tilskud på 40 millioner kr. til Mærsk-monumentet operaen. Han mener simpelthen der er bedre ting at bruge pengene på.

Hvis venstrefløjen vil skabe resultater i en kommune, så kræver det simpelthen prioritering. Specielt så længe Fogh og Løkke sætter rammerne. Og det er netop i disse prioriteringer, at forskellen på højrefløj og venstrefløj viser sig allertydeligst.

Venstre i København lægger gladelig stemmer til velfærdsforringelser og skattelettelser, men når det handler om at sikre monumentet over Danmarks rigeste mand, samt kulturtilbud til den øvre middelklasse, så kan hårdtarbejdende københavnere godt få skattekronerne op af lommen.

Set fra et venstreorienteret synspunkt, er de to vigtigste udfordringer i København, at få sikret velfærden for den brede befolkning og at få gjort op med det faktum, at en sjettedel af borgerne lever i fattigdom.

For os er prioriteringen klar: Vi vælger velfærd og socialpolitik, før frås og skattelettelser. Vi vælger folkelig kultur, f.eks. ungdomshuse og kulturcentre, før de velstilledes fritidstilbud. Det kaldes at prioritere og skaber en klar og mærkbar forskel på højre og venstre.

Normalt er viljen til at prioritere også en mærkbar forskel på SF og Enhedslisten. Men hvis Warmings udmelding er udtryk for en ny og resultatorienteret kurs, så byder jeg liste Ø velkommen på holdet.

Et tankevækkende kig tilbage i ligestillingens middelalder

Søndag var det 100 år siden, kvinder fik valgret og valgbarhed ved kommunale valg. Et kik tilbage på debatten dengang er en rejse tilbage til ligestillingens middelalder, der både er underholdende og tankevækkende.

Læs min kronik i Fyens Stiftstidende

100 københavnske kvinder støtter Anne Baastrup som SF-borgmester

20. april 2008 er det hundrede år siden, kvinderne fik lov til at stemme og blive valgt til kommunevalgene. I den anledning har 100 københavnske kvinder nu samlet sig, for at markere deres støtte til Anne Baastrup som SF’s spidskandidat ved kommunalvalget i København.

” I år er det 100 år siden kvinderne fik valgret ved kommunalvalget. Det markerer vi 100 kvinder ved at give vores opbakning til Anne Baastrups kandidatur”, siger Sandy Brinck, en af de 100 kvinder, der støtter Anne Baastrup.

Anne Baastrup konkurrerer med den siddende borgmester Bo Asmus Kjeldgaard om at blive SF’s kommende spidskandidat. Hvem der kommer til at stå i spidsen for SF afgøres 21. maj ved en urafstemning blandt alle SF’s københavnske medlemmer.

”Landets hovedstad har behov for en venstreorienteret politik. Vi har brug for et stærkt SF, der kan udvise lederskab og gå forrest i udviklingen af vores hovedstad. Vi støtter Anne Baastrup, fordi vi mener, at hun kan skabe en stærk, synlig og samlende ledelse for SF-København, som er i stand til at begejstre både indenfor og udenfor partiet.” siger Ninna Thomsen, formand for SFs gruppe i Københavns Borgerrepræsentation.

Ved det første kommunalvalg, hvor kvinderne fik lov at komme til orde, blev 127 kvinder valgt, mod 9682 mænd. Ved det seneste kommunalvalg var kvinderne kommet op på 689 mod 1833 mænd, dvs. godt 37 pct.

”Vi stoler på at Anne Baastrup vil være kvinde for at vende udviklingen. og sikre at kvinderne i København kan gå forrest mod et samfund, hvor mænd og kvinder også reelt er lige.”, står der i udtalelsen fra de 100 københavnske kvinder.

Læs hvem der støtter her

Opstilling til borgmesterpost og politisk leder

SF i København skal i de kommende år sætte den tydelige kurs, vi har oplevet på landsplan - en smittende begejstring og tiltro til
- at SF har en politik der nytter og gør en forskel
- at SF er partiet, der har viljen til at skabe de nødvendige forandringer i samfundet
- at SF kan skabe konkrete, politiske resultater til gavn for borgerne.

Jeg tilbyder mig derfor som spidskandidat til borgmesterpost og politisk leder af SF i København. Mit mål er et stærkt SF - med en stærk, synlig og samlende ledelse, som er i stand til at begejstre både indenfor og udenfor partiet:

Jeg vil arbejde for, at vores tilbud - for børnene, for ældre, for udviklingshæmmede og andre med behov for særlig støtte - bliver Danmarks bedste. Det skal være slut med skandalehistorier fra København.

Jeg vil arbejde for, at det store klimatopmøde i København i 2009 ikke bliver en éngangsforestilling - men startskuddet for en visionær og ambitiøs udvikling af vores bys sundhed, miljø, trafikforhold og klimastrategi. København skal blive mønstereksemplet på, hvordan man udvikler en bæredygtig by.

Jeg vil arbejde for, at integrationen lykkes i København. Det skal være sådan, at unge med anden etnisk baggrund kan komme ind på byens diskoteker, få en læreplads og få et job.

Jeg vil arbejde for et trygt bymiljø. Alle skal kunne færdes frit i byen uden chikane fra kriminelle unge.

Jeg vil gerne stå i spidsen for et SF i København, der evner at se på byen som en helhed.

Vores børns sundhed hænger nøje sammen med vores trafikløsninger. Det kræver unødvendige biler ud af byen og en bedre og billigere offentlig trafik

Trygheden i byen forudsætter, at vi får løst både sociale og integrationsmæssige problemer. Vi skal gøre en reel indsats overfor truede og truende børn og unge. Deres liv skal ses i en sammenhæng, når forældrene ikke kan klare det. De skal ikke have lov til at passe sig selv, indtil det for alvor går galt.

Byen skal være en smeltedigel af kulturelle muligheder spændende fra Operaen til Ungdomshus og Christiania. Denne spændvidde skal fortsat udvikles, for det er forudsætningen for vækst, livskvalitet og innovation. Også hvis København skal være et attraktivt sted at bo og besøge.

København skal blive en by, hvor mennesker gerne vil bo – en by for almindelige mennesker, med plads til gamle, unge og skæve eksistenser. Jeg vil have en by, hvor de, der bor i kommunen oplever, at kommunen er til for dem og ikke for kommunen selv.
Det kræver et godt og tillidsfuldt samarbejde med Socialdemokraterne - og for at sige det ligeud: Jeg vil hellere have en rød kommune med mange røde borgmestre end en blå kommune med en rød overborgmester.

Det kommunale selvstyre er under pres. Kommunerne er i en økonomisk spændetrøje, ingen tvivl om det. Men vi skal ikke være klynkepartiet. SF skal være det parti, der går offensivt frem med alternativer til tingenes tilstand.

Jeg har boet i København i mere end 30 år, og kender byen fra mange sider. I de sidste 10 år har jeg boet på Vesterbro og oplevet den fantastiske udvikling, kvarteret har taget. København har store udviklingsmuligheder. Vi skal være det parti, der går forrest med de visionære forslag.

Og hvad bilder jeg mig så ind - at stille op mod en siddende borgmester?

Jeg har siddet i SFs ledelse gennem de år, hvor partiet har taget et stort ryk fremad. Jeg ved, hvad der skal til for at få medlemmer og folkevalgte til at arbejde i samme retning, til at afklare politiske uenigheder og lægge personlige uenigheder til side.

Vi får en stor gruppe i Borgerrepræsentationen, det bliver en udfordring at få den til at fungere og udfolde sig. Jeg har bred politisk erfaring og har beskæftiget mig politisk med stort set alt indenfor den kommunale verden i den tid. Jeg tror på, at jeg kan give Ritt Bjerregaard det med- og modspil, som sikrer, at SF får tydelige fingeraftryk - til gavn for københavnerne. Og til gavn for SF

Valgret i 100 år – men Erik klarer sig stadig bedst.

20. april 2008 er det hundrede år siden, kvinder fik valgret og valgbarhed ved kommunale valg. Da folketinget i 1886 behandlede et forslag om at give kvinder valgret til borgerrepræsentationen i København var en af kommentarerne:

”Af alle den ærede Forslagsstillers Planer paa dette Omraade maa jeg dog sige, at det Forslag, at ogsaa gifte Kvinder, Hustruer, skulde have Valgret, forekommer mig at være det mest risikable. Jeg ved ikke, hvorledes den ærede Forslagsstiller har tænkt sig, at Forholdet vilde blive i et Ægteskab, hvor Manden og Konen stemte paa forskellige Partier!”

En af de andre indvendinger var, at hvis man nu gav kvinderne indflydelse, så ville de sikkert forbyde brændevin.

Men efter 2 års forhandlinger fik kvinderne alligevel lov til at få indflydelse i kommunerne.

Ved kommunalvalget i marts 1909 udgjorde kvinderne 1,3 pct af de valgte. Siden er udviklingen heldigvis gået fremad. Ved sidste kommunalvalg i 2005 var 21 ud af de 55 valgte medlemmer af Borgerrepræsentationen kvinder, nogenlunde svarende til landsgennemsnittet på godt 37 pct.

Men det betyder dog alligevel ikke at vi vælter os i kvindelige borgmestre.

Kvinderådet har fundet ud af, at der er større chancer for at blive borgmester, hvis man hedder Erik, end hvis man er kvinde. Blandt landets 35.824 Erik’er er der 7 borgmestre – det samme antal borgmestre, som der er blandt 2.742.000 kvinder.

Spørgsmålet er om det er godt nok - det mener jeg ikke det er!

Billig kollektiv trafik skal ikke kun være for kommunens ansatte

Københavns kommune vil nu tilbyde deres ansatte rabat på offentlig transport. Det er et godt initiativ. Men hvad med alle de andre københavnere?¨

SF har lavet en lille undersøgelse, der viser, at gennemsnitsprisen for en busbillet i en lang række europæiske hovedstæder er lidt over 10 kroner. I København koster en busbillet nu 20 kroner.

Jeg synes ikke, at der er nogen københavnere, der skal betale mere end 10 kroner for en busbillet. Der er brug for god billig kollektiv trafik, og den skal ikke kun komme de ansatte i Københavns kommune til gode.

Der er brug for frisk luft og færre biler i København, og det er faktisk muligt at halvere buspriserne, hvis man samtidig indfører bompenge så folk udefra betaler, hvis de vælger bilen frem for kollektiv trafik.

Lavere billetpriser vil også give københavnere med lave indtægter bedre muligheder for at bruge den kollektive trafik, når de skal rundt i byen